IconSådan er vores afkast 

Dyk ned i pensionskassens afkast

Månedsrapport for april

ÅTD-afkastet i P+ Balance lå den 30. april på 2,02 %, hvilket er et fald på 1,5 procentpoint i forhold til ultimo marts.

Månedens porteføljeafkast var 1,8 % for særlige investeringer, -0,2 % for kreditobligationer, -0,5 % for reale aktiver, -1,3 % for obligationer og -2,4 % for aktier.

Efter et 1. kvartal, der bød på pæne afkast, var markedsudviklingen mere udfordret i april, hvor både risikofyldte aktiver og obligationer leverede negative afkast. Den negative udvikling var primært drevet af økonomiske nøgletal fra USA, der igen indikerede, at inflationen fortsat er et stykke fra centralbankens målsætning, samt at væksten i 1. kvartal ikke var helt så stærk som ventet. Arbejdsmarkedet forblev dog stærkt med faldende arbejdsløshed samt stigende jobvækst. Nøgletallene resulterede i, at markedet igen udskød forventningen til rentesænkninger i USA, mens den 10-årige amerikanske rente steg 48 basispoint i løbet af april til 4,68 %, det højeste niveau siden starten af november. Denne udvikling i rentemarkedet havde en negativ effekt på risikofyldte aktiver, da drivkraften i høj grad var frygt for et for højt inflationsniveau, snarere end stærk økonomisk aktivitet.

Modsat USA overraskede de økonomiske nøgletal i euroområdet positivt. Den økonomiske aktivitet i euroområdet voksede med 0,3 % i 1. kvartal, og Europa afsluttede dermed en periode med 5 kvartaler i træk, hvor væksten i store træk har været 0. Det var fortsat servicesektoren, der fortsatte med at trække økonomien op, mens udviklingen i fremstillingssektoren var mere afdæmpet. Kerneinflationen i euroområdet kom ud på 2,7 %, hvilket var en anelse højere end forventet. Det ændrede dog ikke på, at markedet forventer en første rentesænkning i juni, hvilket ECB har gjort ret tydeligt er meget sandsynligt,

Endelig så vi i løbet af april en yderligere eskalering af konflikten i Mellemøsten, hvor vi så en direkte konfrontation mellem Israel og Iran. Denne eskalering bidrog til den negative udvikling for risikofyldte aktiver i april, men for nu ser det ud til, at risikoen for en yderligere eskalering er inddæmmet. Geopolitiske spændinger er dog noget, markedet fortsat vil følge tæt.

I den kommende tid vil markedet holde skarpt øje med udviklingen i inflationstallene fra USA og den forventede sidste fase af inflationsbekæmpelsen. Markedet forventer rentenedsættelser fra både den europæiske og amerikanske centralbank senere på året, men et forhøjet inflationsniveau i USA har i lang tid udskudt de forventede rentesænkelser. Markedsreaktionen i april indikerer, at en fortsat positiv udvikling i risikofyldte aktiver kan kræve en bekræftelse af, at det nuværende renteniveau er tilpas restriktivt til at få inflationen det sidste stykke ned mod centralbankens målsætning.